Kurt Groth Bager er ny administrerende direktør
Den danske it-virksomhed Danware har udpeget den 44-årige Kurt Groth Bager som ny administrerende direktør. Med sin mangeårige erfaring med international ledelse forventes Kurt Groth Bager at få Danware tilbage på vækstsporet og udnytte virk¬somhedens fulde potentiale.
Birkerød, den 21. februar, 2008 - Danware har per 20. februar 2008 ansat Kurt Groth Bager som ny administrerende direktør. Kurt Groth Bagers primære opgave bliver at genoprette væksttallene for Danware. Det skal blandt andet ske ved øget fokus på Danwares datterselskaber samt distributionskanaler.
Kurt Groth Bager er en kendt profil i branchen med stor erfaring inden for salg og markedsføring af it-løsninger og har mangeårig international ledelseserfaring fra flere europæiske lande. Kurt Groth Bager har siden 2000 været ansat i den amerikansk baserede it-virksomhed EMC, hvor han senest var General Manager med ansvar for Danmark, Norge, Finland og de baltiske lande.
Forud for sin ansættelse i ECM var Kurt Groth Bager ansat som General Manager i virksomheden GE Capital IT Solutions med ansvar for Danmark, og før det var han ansat i BFC Data og på Danmarks Tekniske Universitet.
I løbet af sin karriere har Kurt Groth Bager opnået en række markante resultater med opbygning og udvikling af internationale virksomheders landebaserede organisationer, og det er denne erfaring, der skal hjælpe Danware tilbage på sporet.
"Kurt Groth Bager står over for en væsentlig opgave med at få Danware tilbage på vækstsporet. Danware har i de sidste par år truffet nogle vigtige strategiske beslutninger - blandt andet om at opbygge egne datterselskaber og styrke distributionen af vores produkter. Vi kan tilbyde en række teknologisk førende produkter, og mange af vores markeder viser betydelig vækst. Så nu gælder det om at ekspandere distributionskanalerne og udnytte Danwares potentiale, og jeg glæder mig over, at Kurt Groth Bager skal stå i spidsen for denne udvikling," siger Danwares bestyrelsesformand Ib Kunøe.
Fokus på salg og distribution
Udover det overordnede ansvar for den samlede virksomhed får Kurt Groth Bager også særskilt ansvar for Danwares største forretningsområde Desktop Management.
"Jeg ser meget frem til at hjælpe med at få Danware tilbage på rette spor igen. Faktum er, at Danware har en række teknologisk førende produkter, og det er salget og distributionen af disse produkter, vi skal have styr på. Og det skal ske i tæt samarbejde med Danwares yderst kompetente medarbejdere, både i Birkerød, men også i vores datterselskaber rundt om i verden," siger administrerende direktør Kurt Groth Bager, Danware.
Privat bor Kurt Groth Bager i Vedbæk sammen med Helle.
Yderligere oplysninger
Ib Kunøe, bestyrelsesformand, Danware
Telefon 45 86 80 77
CFO Claus Finderup Grove, Danware
Telefon 45 90 25 25
E-mail cfg@danware.com
Om Danware A/S
Danware A/S udvikler og markedsfører softwareprodukter baseret på NetOp®-teknologien, der giver mulighed for hurtig, sikker og stabil overførsel af skærmbilleder, lyd og data mellem to eller flere computere. Danware har to forretningsområder, NetOp® Remote Desktop Management og NetOp® Education. Produktet NetOp® Remote Control muliggør fjernbetjening af en eller flere computere, mens NetOp® School bruges til computerbaseret klasseundervisning. Derudover udvikler Danware internetfilteret NetOp® Netfilter, der overvåger al internettraffik på et netværk og i givet fald blokerer for uønsket trafik. Danwares produkter afsættes til mere end 80 lande, og omsætningen var i 2006 på 97,9 mio. kr. Danware er børsnoteret i København og indgår i SmallCap+ indekset.
Se www.netop.com for yderligere information.


