Danware Data skifter navn til Netop

Den danske it-virksomhed Danware Data A/S bliver i dag til Netop A/S. Med navneskiftet strømliner Danware alle koncernens virksomhedsnavne og brands og vil under det nye koncernnavn stå stærkt på markedet.

København, den 11. juni, 2008 - Den danske softwarevirksomhed Danware Data A/S skifter i dag navn til Netop A/S, hvilket sker i tråd med den overordnede strategi om at ekspandere globalt. Det danske hovedkontor i Birkerød hedder nu Netop ligesom produktporteføljen og på lige fod med alle datterselskaber i USA, Storbritannien, Tyskland og Kina.

"Netop er et historisk stærkt brand, og vores produkter er kendte og respekterede i hele verden. Vores datterselskaber går allerede under navnet Netop - så det er en helt naturlig udvikling for Danware. Vi er stadig danske, men på et globaliseret marked giver et mere internationalt navn mere mening. Vi bruger navneskiftet til at indlede en ny æra, hvor vi vil gå mere aggressivt til markedet og udvide vores salgsstyrker betydeligt både geografisk og bemandingsmæssigt," siger CEO Kurt Bager, Netop.

Flere ressourcer skal øge væksten
Netop er et af markedets største aktører inden for remote management-løsninger og har tre forretningsområder: Netop Desktop Management, Netop Education og Netop Live. . Kerneproduktet inden for Desktop Management, NetOp Remote Control muliggør fjernbetjening af en eller flere computere, mens NetOp® School, kerneproduktet inden for Education-området, bruges til computerbaseret klasseundervisning. Med den netop offentliggjorte distributionsaftale med Medianet Innovations skaber Netop et nyt forretningsområde, Netop Live, som tilbyder en komplet pakke af online-kommunikationsløsninger, som gør det muligt for medarbejdere, kunder og partnere at tale og arbejde sammen, uafhængigt af tid og sted

"Navneskiftet fra Danware til Netop konsoliderer vores mål om at gøre virksomheden endnu mere forankret på globalt plan. Vi forventer at frigøre flere specialiserede ressourcer til udviklingen af vores løsninger, som er i høj kurs i et hastigt voksende marked. Det vil styrke vores forretning på sigt," siger CEO Kurt Bager, Danware.

 

Yderligere oplysninger

CEO Kurt Bager, Netop A/S
Telefon 45 90 25 25
E-mail kgb@netop.com